EkstraBladet dækker bl.a. kommunalvalget med noget tv fra Dovne Robert Nielsens køkken. Bedømt ud fra afsnittene med overborgmester Frank Jensen og DFs Carl Christian Ebbesen, er det glimrende tv, som enhver stemmeberettiget københavner bør se.
I programmet med Frank Jensen ser man Robert forsøge at holde liv i en samtale, hvor overborgmesteren spiller en lidt slidt sælgerrolle.
Programmet med Carl C er bedre. Carl C vinder runden om betalingsringen med argumentet om, at det vil gøre det svært for knapt så rige børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen, men bedst er runden, hvor Carl C kommer med den sædvanlige retorik om, at politikeren skal lytte til borgeren, og Robert siger: Tværtimod.
Ebbesens gode pointe er, at beslutningstagere skal have et ordentligt beslutningsgrundlag, men Roberts er, at den der evige "lytten til borgerne" bliver til populisme, hvor politikeren ikke selv står for noget, men vajer som et siv for vinden og snakker borgeren efter munden for at få hans stemme.
Netop nu, i en valgkamp, har Robert mest ret: Det er mere borgeren som skal lytte til politikeren end omvendt - det er jo borgeren som skal vælge mellem alternativer. Senere, når borgeren HAR afgivet sin stemme, kan man håbe på, at politikeren i sit daglige virke vil lytte, så beslutningsgrundlaget bliver bedst muligt, men denne "lytten til borgeren" bør jo ikke være afgørende for et partis holdninger, mere en indsamling af praktisk information. Den politisk afgørende kommunikation bør i princippet være en præsentation af kandidaters holdninger, hvorefter vælgerne svarer ved at afgive deres stemmer.
I programmet med Frank Jensen ser man Robert forsøge at holde liv i en samtale, hvor overborgmesteren spiller en lidt slidt sælgerrolle.
Programmet med Carl C er bedre. Carl C vinder runden om betalingsringen med argumentet om, at det vil gøre det svært for knapt så rige børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen, men bedst er runden, hvor Carl C kommer med den sædvanlige retorik om, at politikeren skal lytte til borgeren, og Robert siger: Tværtimod.
Ebbesens gode pointe er, at beslutningstagere skal have et ordentligt beslutningsgrundlag, men Roberts er, at den der evige "lytten til borgerne" bliver til populisme, hvor politikeren ikke selv står for noget, men vajer som et siv for vinden og snakker borgeren efter munden for at få hans stemme.
Netop nu, i en valgkamp, har Robert mest ret: Det er mere borgeren som skal lytte til politikeren end omvendt - det er jo borgeren som skal vælge mellem alternativer. Senere, når borgeren HAR afgivet sin stemme, kan man håbe på, at politikeren i sit daglige virke vil lytte, så beslutningsgrundlaget bliver bedst muligt, men denne "lytten til borgeren" bør jo ikke være afgørende for et partis holdninger, mere en indsamling af praktisk information. Den politisk afgørende kommunikation bør i princippet være en præsentation af kandidaters holdninger, hvorefter vælgerne svarer ved at afgive deres stemmer.